Alle har sin egen stemme

Vi har alle en stemme og min livsmission er at åbne op, bruge min egen som redskab. At være så ærlig (som det er mig muligt) og bidrage til kontinuerligt at blødgøre de høje stive mure omkring områder, som vi (stadig!) ofte ikke taler om. Min helt klokke krystalklare overbevisning er, at kun ved netop at bringe det usagte frem fra mørket, kan vi forandre verden – den ydre såvel som den indre.

Personligt bærer jeg på mange mørke historier, som brænder på for at komme ud i lyset. De er mørke og tunge fordi de - netop - ligger i mørket og gemmer sig. De er lukket inde og må komme ud i friheden på en meningsfuld måde for mig, når jeg og tiden er klar.

Angsten for konsekvenser ligger fortsat som tunge lænker omkring mig og

i årevis har jeg pakket mig selv og mine behov så langt væk, at jeg var ved at forsvinde. Jeg har forsøgt at holde fast i livet, fortsætte med at trække vejret, holde ud og ventet på at tiden skulle gå. Jeg venter stadig og må bare stole på, at jeg en dag vil komme til at leve et liv, hvor jeg kan ytre mig frit – uden frygt for konsekvenserne.

Flere bærende skuldre

Jeg tror fra hjertet på, at det som føles så tungt og mørkt kan opløse sig i betydelig grad, hvis vi netop ikke bærer på det alene indeni os selv.

Vi kan være så bange for konsekvenserne ved at sige det smertefulde højt, at vi holder det inde i os selv. Derinde trives det med super eksponentielle vækstbetingelser - inde i de lukkede mørke kamre kan uhyre vokse sig helt ud af proportioner.

Traumer og lidelse vokser hvis vi ikke får det udvandet og fortyndet ved at dele det med verden omkring os. Det kan være bare ét enkelt menneske, det kan være flere, men bare det at lukke det ud i bidder vil lette følelsen af tyngde blot en smule - nogle gange meget.

Spærret inde i os selv kan vores sind ganske ubesværet ræsonnere sig frem til alverdens skrækscenarier. Vi har alle en uendelig tankestrøm af fri fantasi til vores rådighed, der kan skabe tanker uden nogen begrænsning.

Det er enormt vigtigt, at vi også selv lærer at være kritiske overfor vores tanker. At de er hvad de er og ikke absolutte sandheder. MEN ingen af os er en øde isoleret Stillehavs Ø og at dele det tunge ud over flere bærende skuldre vil lette byrden. Hvis vi kun bærer den i ensomhed, vil både tyngden af bylten over skulderen og ensomheden gro i et omfang ud over rimelighedens grænser for, hvad vi mennesker skal løfte ene.

Angst for konsekvenser kan kvæle stemmen

Netop hjerteskærende og smertefulde konsekvenser af at vise sig selv, tale højt, sige fra, være ærlig og sårbar - er noget jeg har oplevet allertættest på.

Det gør at min stemme i mange år nærmest har været visnet ind - kvalt. Jeg følte min sjæl blev lukket inde i så lille og mørkt et rum, at jeg hverken kunne tænke en klar tanke eller finde sammenhæng i at udtrykke mig med tydelighed. Det hele var som mudder og mørke i en lang uendelighed indeni mig.

Angsten for konsekvenser kan vise sig i form af frygt for fordømmelse, ikke at blive hørt, udstødelse, ikke at blive respekteret på sine følelser og grænser, at miste både relationer, tro og tillid til verden omkring os. Det er fuldt ud forståeligt, da det ofte er netop dét, vi har oplevet og frygter at skulle genopleve.

De små skridt er de vigtigste skridt

Efter mange (alt for mange!) år nede på bunden af dybet, begynder min stemme igen at vende til bage og gro. Jeg begynder igen at kunne tænke sammenhængende tanker og ord, at føle en tro på at kunne udtrykke mig tydeligt og med mere volumen på min stemme igen.

At møde angsten for konsekvenser i et tilpasset gradueret tempo, er for mig vejen til at finde til bage til mig selv og min helt egen stemme - og jeg øver mig! For KUN ved at sætte lyskeglen på det, der ligger i mørket, kan vi forandre og lette tyngden for både os selv og hinanden.

Måske vækker det her genklang i dig og det er okay, at øve dig i at bruge din stemme. Hver fugl synger med sit næb - siges dér - og vi skal på samme vis bruge vores stemme med vores helt eget unikke næb. Nogle af os er introverte, andre er mere ekstroverte. Så vi skal finde vores egen måde. Det kan være på skrift til dig selv eller andre, igennem sang, i et råbekor, i direkte tale og kommunikation med din ven, kæreste, nabo, din kat eller i køen i Netto.

Og det er okay, hvis du skælver samtidig.

De små skridt er de vigtigste skridt <3

Kærlig hilsen

Mette