En tro på, at Livet i sit hele vil give mening

Det er ved at være længe siden, jeg sidst har skrevet et indlæg. Men det fungerer sådan for mig, at jeg ikke skriver for præstationens skyld, men når jeg har noget at dele. Denne lille tekst er en refleksion over mening.

Nogle gange er tiden til stilstand. Stilstand forstået på den måde, at man ikke bare skal præstere for præstationen i sig selv. Jeg er i en vedvarende proces med at finde mening både udenfor og inde i mig selv.

Meningen kan findes i de helt små glimt, som fordrer os til gentagende at tage skridt videre, selvom sjælen og benene synes tunge som betonklodser naglet til jorden under os.

I skridtene, vi hele tiden tager sammenlagt med det lange livs-stræk vil meningen med det hele måske fremtone med mere eller mindre skarpstillet linse for os hver især. Måske opstår denne mening som en tanke eller en følelse, der indebærer en form for fredfyldthed. En fredfyldthed som mærkes nærmest fysisk eller mere subtil som en flygtig forbipasserende. Derfor er det min overbevisning, at vi må tro på, at meningen eksisterer på trods af uhåndgribeligheden i dens natur.

Jeg er selv på en vej, hvor tyngden af min fortids minder fortsat jævnligt føles som om, de knuser mig i hjertet. En hjertesorg over et liv, der så blev så ekstremt langt fra, hvad jeg troede det skulle være og som jeg forsøger at integrere fuldt ud som det, det nu engang blev.

Sorgen indeholder smertefulde følelser af skyld og skam - særligt i forhold til mine børn og ønsket om noget, der blev noget helt helt helt andet end den barndom, som jeg havde forestillet min at give til mine børn. Mange år af livet, der bare har føltes som en fastlåst situation fyldt med følelser af utilstrækkelighed, skyld og skam som jeg ikke kunne vride mig ud og fri af.

Man ved ikke på forhånd, hvad livet kommer til at bringe og hvis man gjorde, ville det i sig selv virke omend yderligere uoverskueligt - så gudske lov for uvisheden! Den hjælper os også med at komme igennem de sværeste periode i livet. Uvisheden over, at der måske ligger noget helt fantastisk lige om hjørnet eller noget helt ubærligt. Det at vi ikke ved det, gør at vi lever igennem det og overlever.

Personligt føler jeg, at der langsomt er nye vinde ved at rejse sig og forandringer sker - men tiden er en faktor og det vil den altid være... Der er meget få menneskelige og relationelle processer, der kan forceres og jeg tror på, at i livet vil tid altid være en afgørende faktor, som ligger udenfor vores kontrol og vi derfor skal forsone os med.

At udfoldelsen af vores livsbane over tid er en del af den mening, vi søger og det må vi tro på - også når meningen føles fraværende og forsvindende langt væk.

Fordi vi er mennesker kan vi ofte ikke se de langstrakte og meget komplekse perspektiver. Vi bliver ofte ramt på vores følelser, som helt jordnært indsnævrer udsynet til, hvad meningen er med netop dette lort, der sker lige nu! Derfor tror jeg på, at vi må forsøge, at hvile i tilliden til og troen på, at livet i sit hele vil give mening <3

Kærlig hilsen

Mette