Mors dag

Mors dag er en dag, der vækker forskelligartede følelser som er både lette og varme såvel som svære og tunge.

Men lad os uanset lykønske alle mødre, der kom før os, os selv, vores børn (at de er nået hertil med os) samt generationerne af fremtidige mødre og børn.

Moder/barn relationen kan være en kompleks tingest, som livslangt kræver tilgivelse åbenhed og villighed. Tilgivelse af alt det, vi ikke selv fik opfyldt som børn og de fejl, vi måske selv begår som mødre, på trods af ønsket om at ville noget helt andet. Tilgivelsen gælder både for de mødre, som kom før, os selv og børn af mødre (hvilket helt oplagt er os alle!). Åbenhed til at se ærligt på sig selv og andre. Og villighed til at forandre mønstre.

Visse ting føles utilgivelige og kræver afstand/opbrud for at lande i sig selv og mærke sit eget jeg for at kunne relatere sundere til andre. Men jeg tror på, at meget er muligt at genopbygge med tro, tillid, vedholdenhed og tid.

Tak til min egen Mutti, der bestemt heller ikke altid har været perfekt. Men hun var i kernen et meget kærligt væsen og jeg ved, at også hun er skabt ud fra det, som hun har med sig, og det hendes mor har med sig, som hendes mor igen har haft med sig etc etc…

Jeg forstod min mor (og far) ud fra hendes (deres) arv og miljø - og det skaber forløsning i sig selv (for mig, ihvertfald). Samtidig har opvæksten gjort mit eget liv som mor til en langvarig række af kampe for at gøre livet bedre for mine børn. Oftest har det føltes som et endeløst antal slag som jeg har tabt, valget mellem dårligt eller værre end dårligt var et gentagende vilkår, for med årene blot at blive begravet dybere og dybere nede i et mørk hul. Som at leve i en art udmattelses krig, ingen ved, hvornår vil finde sin slutning.

Det mørke har smertet mine børn dybt og dermed smertet mig flerfoldigt, fordi mine nederlag ikke kun gik ud over mig, men også mine børn. Børn jeg ikke kunne give den tryghed og ro, som jeg vidste, de havde allermest brug for.

Det står desværre ikke til at ændre fortiden, da vi ikke lever i en sci fi verden, hvor vi kan bruge tidsrejse som redskab til at rette op på fortiden. Istedet må vi med tålmodighedens kraft og visdom langsomt forsøge at genopbygge eftervirkningerne fra fortidige slagmarkers skader med den erfaring, vi nu har - for en bedre fremtid for alle herfra. Det vil tage tid, give opture såvel som nedture og vi vil ikke være ufejlbarlige i vores vej mod forandring. Men vedholdenhed, troen og et ægte ønske om at ville det bedste, vil over tid forandre et eller andet.

De mønstre, vi alle får med, gror som sejlivet ukrudt igennem generationerne og påvirker os - om vi vil det eller ej! (Jeg ville det ikke, men det gjorde det alligevel, ja det er noget pis…!). Vi er formgivet af alle de familiemønstre, som ukrudten repræsenterer, helt langt tilbage i stamtræet. Det siver med op fra den ene generation til den anden og bliver inddirekte overført gennem mønstre. Det hele ansvar hviler ikke kun på os, for vi bestemmer ikke selv hvilket skæbnespor vi fødes ind i og som er med til at kode hele vores væren i verden på. Vi har ligeledes heller ikke hele ansvaret for de udefrakomne faktorer, der rammer os i livet. Men når vi opnår indsigt, kan vi tage ansvar for at handle på og forandre det, som vi har mulighed for selv at have en vis råderet og kontrol over.

Så der er en vej til at genopbygge relationer og det er et langt sejt træk i mod andre og ny hjulspor. Det betyder en søgen efter indsigt, øve tydelig kommunikation, rummelighed, bevidst udvide sin forståelse for, hvordan vi mennesker agerer på gruppe/famileplan, i relationer som de individuelle unikke mennesker, som vi er. Udvise respekt og plads. Og gentagende tilretning, når vi opdager vi går ukonstruktive veje og så prøve igen og igen og igen og igen….

Hele tiden forsøger vi at gøre det lidt bedre, men det tager tid, fordi vi jo slæber på så meget, som kom før os. Omstændigheder, som ligger udenfor vores kontrol, men som vi langsomt kan forsøge at ændre retning på imod noget mere balance, tillid, tryghed, varme, glæde, kærlighed og fred.

Intet bliver nogensinde perfekt, men det kan blive godt og meningsfyldt på trods.

Glædelig mors dag til alle generationer tilbage såvel som fremtidige og til vores vidunderlige seje, modige børn, som klarer det og er mirakuløse ledestjerner på trods af alt! 🍀

Kh Mette <3