"Tænk hvis jeg var i dine sko"

Overskriften på dette indlæg er god at drage frem igen og igen, hvis man gerne vil træne sin empati for andre mennesker - uagtet deres handlinger og deres omstændigheder.

Stop den umiddelbare fordømmelse - hvis den kommer - og gør i stedet dette: Forestil dig, at du var i deres sko. Føl det! mærk det! Prøv at forstå det! udfra præcis deres ståsted. Og vid, at der er så uendeligt meget vi ikke ved om andre og derfor ingen ret har til at dømme dem.

At stille sig i andres sko

At stille sig i andres sko skaber rummet for øget empati, forståelse og respekt for dem, som vi møder på vores vej. Og vi har så meget brug for at være gode overfor hinanden os mennesker.

Som en person, der føler en enorm afmagt og frustration over verdens travlhed og kaotiske tilstande, så vil jeg skrive dette for at råbe op (...med ord) for at påminde om, hvor enormt meget det betyder for os mennesker at føle ægte empati - både indeni os selv og i mødet og relationer med andre.

Når vi i samfundet oplever forskellige personligheder, så oplever jeg stadig, at et menneskeligt normalitetsbegreb fortsat har størst værdi. Det er også helt klart meget lettere at afkode folk, hvis de ikke stikker ud. Det er besværligt at gøre sig umage med at give tiden til at forstå og mærke sin indføling. Men det er indsatsen værd.

Som "udstikker" kan man meget nemt komme udenfor fællesskabet. På trods af, at vores verden er optaget af, at omfavne forskellighed, så oplever jeg fortsat i praksis ude i det virkelige liv, at det at have "normale" kompetencer og ressourcer overvejende bliver tillagt større værdi. Sådan burde det ikke være! Vi mennesker er altid noget værd i os selv og er små mirakler alene i kraft af, at vi eksisterer.

Jeg er (også) en af de udenforfaldne

Helt ærligt, så vil jeg gerne give minoriteterne, underdogsene, de udenforfaldne en stemme her. Jeg står i skoene, jeg er selv én af de udenforfaldne.

Jeg ligner måske ikke umiddelbart én fra denne uendelig brede, differentierede gruppe af mennesker, som af fuldstændig variende årsager står ved siden af det "normale". Men jeg ER en af "dem"! ...Og helt ærlig, hvem fanden er så normal? Hvis vi alle var helt ærlige, har vi så ikke alle vores skyggesider, som vi ville blive dømt ude på, hvis de på den måde skulle stilles til skue?!

Nå, tilbage til sagen med, at jeg er én af "dem", der ikke helt kan følge med det konstruerede billede af det gode liv og hvad der skal til, for at ligge indenfor denne meget snævre ramme. Jeg er den samme som manden eller kvinden på gaden, der ikke ved, hvor de skal sove i nat. Det kunne nemlig være mig, der var havnet der og det mener jeg, at vi alle skal huske på. Livet er ikke altid som vi ønsker det eller vælger. Livet sker også bare for os - lad os kalde det en slags skæbne. Noget som vi ikke selv er herre over. At livet sker for os på forskellig vis, burde ikke forandre værdien af et menneskeliv. Vi burde hylde hvert menneskeliv, der overkommer store strabadser og på den måde faktisk også indirekte kan lære alle andre noget gennem deres erfaringer. Særligt kan vi lære at udøve empati og næstekærlighed, fordi tragedier netop kunne ske for dig, for mig, for os allesammen.

Ingen ved, om vi en dag bliver ramt - skal vi føle skyld, hvis vi falder?

Alle kan blive ramt af en sønderknusende tragedie, som vi ikke anede ville komme, før misilet eksploderede direkte ned i vores liv. Vi lever i en tid, hvor vi (næsten) tror, at vi kan styre det hele. Hvis bare vi vil det nok er mange af os kommet til at overbevise os selv om, at vi skal kunne planlægge det hele og nærmest endda kan undgå døden (det er sat lidt på spidsen, I know!).

Hvis vi så falder, så tror vi fejlagtigt, at det vi selv bærer skylden, hvilket skaber endnu større lidelse oveni den egentlige tragedie. Vi er ikke selv skyld i vores omgivende liv, det er for tungt et åg for det enkelte menneske at bære. Vi kan gøre vores bedste i at være gode mennesker med de omstændigheder, der forelægger, men vi hverken skal eller kan påtage os skyld fra udefrakommende påvirkninger - som f.eks. andre menneskers handlinger, sygdom, uheld, døden etc. Vi er altså blot mennesker i et gigantisk menneskehav, der hele tiden influerer på vores liv. Vi kan ikke kontrollere alt omkring os og præcis derfor skal vi ikke påtage os alverdens skyld. Faldet og følgerne deraf er smertefuldt nok i sig selv <3

En ensom kamp for ligeværd

Jeg har været i stykker mange gange og igennem den linse, der tror at vi skal kunne styre det hele, er jeg ikke meget værd. Derfor har været så utrolig meget i mit liv, der ikke har været et aktivt valg fra min side og det har gjort, at jeg oplevet stor modløshed, fordi jeg har følt så stor skyld over, at mit liv har været fyldt med uoverstigelige udfordringer. At de har knækket mig og gjort, at jeg følte mig helt uden værdi. Som andre faldne, føler jeg, at der på den ene eller anden vis, mere eller mindre subtilt sker en værdisætning os gennem samfundets norm linse. Men ingen mennesker skal føle sig værdisat på den måde, det er ikke fair og den uretfærdighed brænder som et flammehav i mit indre. Vi skal og må fortsat kæmpe for at forandre synet på, hvad der gør et menneskeliv værdifuldt. Det er alle!

Netop kampen for ligeværd kan føles som Sisyfos' kamp for at rulle den tunge sten op ad bjerget. Man tror man er nået et godt stykke opad og så sker der noget, som får stenen til at rulle ned for foden af bjerget igen og man må starte påny. Ofte skal man stå i nogle arenaer, hvor man skal kunne stå helt alene med tyngden fra stenens vægt. Dette kan være en meget ensom kamp at kæmpe. Men jeg føler, det altid vil være besværet værd at blive ved. At stå op for sig selv samt for alle andre på samme tid.

Vi skal fortsat arbejde på at se værdien i dem, der ikke nødvendigvis råber højest eller er hurtigst på argumentationsaftrækkeren. De hurtige kan lære noget at de langsomme, de hårde kan lære noget af de bløde, de konkret tænkende af de drømmende, pragmatikerne af de idealistiske og vice versa. Lad os nu for fanden være bedre for hinanden, give den empati og medfølelse som i sidste ende får mennesker til at trives langt bedre uanset hvordan vi er skruet sammen og hvad livet har bragt med sig.  

Menneskelige forbindelser skaber mening

For mig, skaber forbindelse med andre mening. At være noget for hinanden skaber mening. Dette mener jeg er helt essentielt for os mennesker.

Jeg deler mine refleksioner i ønsket om, at at spire håbet om, at vi fortsat øver os i at rumme og respektere hinanden som mennesker.  

OG at vi ser, at vi hver især har værdi uanset hvilken personlighed og kompetencer, vi tilfører denne verden.  

Forskellighed holder ikke op, men vi kan finde en fælles vej indeholdende empati, forståelse og respekt - for husk, at vi alle kan komme til at stå i de andres sko!

Kærlig hilsen   

Mette