"Tænk hvis jeg var i dine sko" Part II: Grænser

Jeg skrev i forrige indlæg omkring at træne vores empati for, i bund og grund, at gøre livet til et lettere sted for os alle. Meeen mener jeg så, at vi bare grænseløst skal rumme alle mennesker? Og betyder det, at vi skal acceptere dårlig adfærd, fordi vi forstår den?

Der er mange nuancer i det for mig og det er noget, som jeg selv kæmper med at finde vej i i dette liv.

Testet på vores grænser i mødet med andre

Siden jeg skrev forrige indlæg, har jeg tænkt, at det krævede et supplement. For der var tanker, der ruminerede i mit sind omkring at være et omfavnede og empatisk menneske. Det er nemlig ikke let. For vi vil også i et kontinuerligt flow, i mødet med andre mennesker, opleve at blive testet på vores grænser. Der vil unægteligt ske uacceptable hændelser igennem livsprocessen, som vi ikke bare skal acceptere og dermed udholde. Livet igennem vil vi blive testet på vores grænser i mange henseender og det er én lang læringsproces også at øve vores grænsesætning.

På samme tid synes jeg, at øvelsen i empati altid vil gavne os alle - også for at optræne grænsesætning. At forstå, hvor det andet menneske kommer fra, hvad det er formet af, at alt ikke er synligt for det blotte øje og at deres (nogle gange meget skadende) adfærd kommer fra et smertested inde i dem selv. En indre smerte, som de ikke selv kan håndtere og derfor retter udad imod andre. Hvis smerten er for svær at bære og gør for ondt at se i øjnene, så kan den ende ud med at blive katastrofal for andre. Det bliver den, når smerten bliver projekteret udad for at lette smerten indeni, for den der ikke selv kan bære den. Og det er her jeg mener at empati og grænsesætning på en måde går hånd i hånd og hjælper os til at adskille den anden fra os selv.

At forstå er ikke lig accept

At øge sin forståelse er altid gavnligt for at navigere i relationer med dem, vi møder på vores vej.

Og en vigtig pointe for mig er, at det at forstå IKKE er lig accept!

Men gennem forståelsen kan vi selv lære - som nævnt - bedre adskille vores egne sårbarheder fra andres og på den vis have bedre forudsætninger for at håndtere vores relationer. Hvis vi oplever uhensigtsmæssig adfærd, som bliver rettet imod os, så kan vi på den måde vide indeni os selv, at den adfærd i overvægt handler om personen selv, hvis de går til angreb, manipulerer eller udnytter vores sårbarheder til deres egen fordel og oprejsning.

Jeg har selv et indre billede af at blive holdt under vand og brugt som trædepude til at vedkommende selv kan komme op til vandoverfladen og trække vejret - koste hvad det koste vil. Om offeret så drukner, vil denne strategi for at overleve - for nogle personer - være vejen til at lindre deres egen dybe smerte. Her er det jeg mener, at forståelsen er vigtig for at kunne finde sin egen grænse og selv kunne komme op til vandoverfladen på trods af forsøget på at holde én nede.

Jeg siger ikke, at det er let...

Det er virkelig ikke altid en let opgave at sætte grænser, og det er også derfor jeg skriver dette indlæg, fordi jeg ved, hvor megen skade det kan udløse, når man står i relation til mennesker med en sådan type adfærd. Det kan være så ekstremt svært at sætte grænser overfor mennesker, der ikke respekterer dem og bare smadrer ind over dem. Den form for grænsesætning bliver nødt til at være meget skarp, fordi vedkommende ikke stopper for dit røde lys - medmindre at du selv lukker indgangen til dit eget retsmæssige private indre rum med stor fasthed.

Grænsen går, hvor den enkelte mærker den

Grænser er på sin vis et flydende fænomen uden fast facit, da de er forskellige for os alle - alt efter hvad vores sind, gener, erfaringer, nervesystem etc. har gennemlevet. Men entydigt synes jeg, at man kan sige at grænsen går, hvor den enkelte mærker den. Så er det derefter i princippet ikke til diskussion, men skal respekteres og mødes uden yderligere forsøg på at bøje, overskride eller udviske præcis denne individuelle grænse.

Vi mennesker oplever netop verden udfra vores levede liv og én kan have en stor reaktion på en hændelse, som en anden slet ikke ville registrere fordi vedkommende ikke har noget negativt at behæfte oplevelsen med.

Modsat vil den, der reagerer ofte have en tidligere negativ erfaring, som skaber en tråd til hændelsen og derved føler denne person, at deres grænse bliver overskredet, hvis ikke den bliver mødt, hørt og respekteret.

I bund og grund er mit ærinde med dette indlæg at tydeliggøre, at vores evne til empati skal gå hånd i hånd med grænsesætning. At mennesker, der har skadende adfærd ikke blot skal rummes, fordi vi forstår deres smerte. Vi kan godt forstå smerten og baggrunden samtidig med, at vi tager den nødvendige afstand og holder fast i vores grænser. Med andre ord, så skal "røvhuller" ikke bare have fripas, fordi de gør andre ondt på grund af deres egen indre smerte. De skal stadig holdes til ansvar - uagtet om de så påtager sig det eller ej. For det er jo desværre ikke altid tilfældet, at retfærdigheden sker fyldest på den fineste vis.

At tage afstand er helt okay

Så til slut vil jeg helt tydeligt sige, at selvom vi gør en indsats for at stille os i de andres sko og forstå deres bevæggrunde, så vid at det er helt okay at tage afstand til dem, der gør dig ondt.

Ja, det kan være sindsygt svært, hvis man er koblet op på en eller anden familiær, nær eller tvungen relation - men vid, at dine grænsesætning går, hvor du mærker den - det er ikke andres vurdering af, hvor de skal gå.

Andre er ikke dig. DU er DIG <3

Kærlig hilsen

Mette