Børn & forældre - at fejle er et livsvilkår

Indlægget omhandler oplevelsen af at fejle som menneske – og i dette indlæg særligt som forældre. Vi kender alle til angsten for at fejle i mere elle mindre grad, som udspringer fra vores erfaringer.

Men det at fejle er et uundgåeligt vilkår i livet, som vi bliver nødt til at rumme og acceptere ved os selv. Det er ikke en dårlig ting, det er en menneskelig ting.

Jeg oplever ofte tvivl og usikkerhed og ved, at et sensitivt nervesystem – som mit – kan forstørre begge dele. Samtidig ved jeg, at selvom jeg måske bonner mere ud på skalaen end flertallet, så er jeg bestemt ikke alene.

At blive forælder katapulterer helt implicit én ud i en verden, hvor vi har ansvaret for et eller flere mennesker, som skal trives og have de helt basale behov opfyldt. Det er os og vores valg, der skaber rammerne for den bedste opvækst muligt. Vi er ansvarshaverne og vi ved, at det er sådan det er.

Når de er små, er vi deres helt uundværlige livliner og langsomt vokser de op og kommer ud i verden, som kontinuerligt ændrer billedet og balancen i den rolle, som vi spiller i vores børns liv. Det kræver, at vi hele tiden er opmærksomme på balancen mellem at passe på, hjælpe, støtte og give fri – give slip.

I mit eget tilfælde har jeg skullet give virkelig meget slip, igen og igen. For intet i mit moderskab har været efter billedet af den “normale” forældremodel. Det er meget sorg og skam behæftet med netop dette for mig.

Skilsmissen fra mine børns far, da de var 2 og 4 år, blev det starten på et meget kaotisk og uforudsigeligt liv (det er livet selvfølgelig altid, men det blev meget forstørret...). Der var så meget konflikt, at det var vanskeligt at skabe og bevare faste rammer og forudsigelighed. Det kombineret med blandt andet vedvarende og gentagende alvorlig sygdom, dødsfald i forhold til mine egne forældre og et vaklende bagland - blev det i stedet en hverdag med konstant pres, som med tid også bidrog til, at jeg blev virkelig syg af det. Min krop og mit sind var i konstant alarmberedskab og mit helbred blev så påvirket, at jeg udviklede alvorlig angst, stress, belastningsfølger i både krop og sind. Gennem årene mistede jeg helt følelsen af mig selv og mit indre kompas – jeg kunne ikke se, hvad der var op og ned.

Det er klart, at man med så buldrende højt alarmberedskab, ikke er særlig godt klædt på til at træffe gode, sunde, fornuftige, velovervejede beslutninger. Det står jo nærmest bøjet i neon! Alt bliver ligesom overskygget og farvet af den angst og frygt, der hele tiden lurer under overfladen. Men det er helt logisk og naturligt, at det hænger sådan sammen.

Jeg må ærligt sige, at jeg gennem de mange år har tænkt, at hvis det nu bare var mig, det pres gik ud over, så kunne jeg leve med det – men bevidstheden om, hvor meget det påvirkede og ramte mine børn, DET har været ubærligt for mig og er det stadig...

At komme hen et sted i livet, hvor man er så presset, at man ikke kan tage sig af sine egne børn OG samtidig at opleve, at den sårbarhed sådan subtilt bliver brugt til yderligere at presse én – er ubeskriveligt tungt at gennemleve. Igen må jeg helt ærligt sige, at hvis det blot var mig, kunne jeg bære det – men det at man som forælder får det så dårligt rammer jo per definition direkte de involverede børn.

Jeg nåede dertil, hvor jeg var i den overbevisning, at jeg måtte beskytte mine børn fra mig selv. At det var bedre for dem, at jeg gav slip på dem – fordi jeg var så nedbrudt i troen på mig selv som mor og som menneske.

Min historie er crazy langt ude og heldigvis er det IKKE flertallet, der skal gennem så absurde livsforløb. Men mekanismerne bag tænker jeg, alle kan relatere til. At vi oplever noget, som gør at vi bliver usikre og bange for at fejle. Fordi vi på en eller anden måde kan have oplevet, at det kan have store konsekvenser at fejle. Det kan være én hændelse eller flere – det er helt individuelt ud fra vores oplevelser og erfaringer.

Kernen i det her, som jeg prøver at formidle med mit eget eksempel, er bare at det er så forbandet vigtigt at holde sig for øje, at det at fejle er menneskeligt! Vi fejler alle sammen i alle mulige ting, men det er netop det som gør, at vi udvikler os og derigennem lærer os selv og livet bedre at kende. Sådan er processen gennem hele livet. Det holder aldrig op og det er sådan, det skal være.

I dag er jeg stadig på vej - som jeg skrev lidt om i dette indlæg: https://www.mettemulbjerg.com/single-post/2016/12/06/jeg-har-ikke-sandheden-for-dig-du-har-den-for-dig - og jeg har fejlet og vil komme til det igen og igen.

Desværre har jeg personligt oplevet så mange “slag” og svigt, at jeg udviklede en stærk angst for at fejle, træde ved siden af eller bare at være mig selv, fordi jeg har erfaret, at mine “fejl” og sårbarheder er blevet vendt imod mig og at konsekvenserne har været ubærlige. Igen særligt i forhold til at være mor for mine børn.

Nu ved jeg med min fornuft, at det er okay at fejle, det er okay at være et helt menneske. Angsten for at træde ved siden af har ikke sluppet mig endnu, men jeg kan kun blive ved med at øve mig i læringen om, at det IKKE er forbundet med store konsekvenser og fare at begå fejl eller blot at tvivle.

Jeg kan ikke ændre på hverken min egen eller mine børns fortid (selvom jeg ville ønske det i hjertet!) - jeg er den mor, som jeg har været og mine børn må gerne kende mig på godt og ondt. De må gerne vide, at deres mor ikke er perfekt og at jeg har haft vanskeligt ved at navigere gennem udfordrende vilkår. På den måde vil de også med tiden måske også vide indeni sig selv, at det er helt okay at begå fejl, sådan er livet!

Det perfekte menneske findes ikke og vi kommer alle 100 % til at begå fejl gennem livet igen og igen. Både i forhold til os selv, vores valg og andre mennesker. Det vigtigste er at huske på, at vi gør vores bedste med de betingelser og ressourcer, vi har på alle givne tidspunkter i alle faser af livet. Det gør os ikke automatisk til dårlige mennesker, men bare mennesker!

Hvis vi er sunde væsner, forsøger vi selvfølgelig at lære af vores fejl og forandre, hvor vi kan forandre i bedste intention for andre og os selv – meeeen det kan også være en lang proces alt efter, hvad vi har med os af mønstre, overbevisninger, vilkår og ressourcer.

Måske kan du med disse ord se på dig selv gennem lidt mindre perfekte brilleglas og tilgive dig selv med bevidstheden om, at det er naturligt og meningen at vi skal fejle - både som menneske og som forælder.

Vi KAN ikke ændre vores fejltagelser, men vi kan forsøge at lære af dem og gøre vores bedste.

Den forståelse håber jeg, du vil vise dig selv og samtidig også vil vise andre <3

Kærlig hilsen

Mette