HÅB - De svære dage kommer ...og de passerer igen

Min intention er at formidle så ærligt som muligt kombineret med håbet som altid eksisterende. At leve livet så godt som muligt med det, der nu engang er. Altså at få det bedste ud af realiteterne og vide at håbet altid lever <3

I indlægget ønsker jeg at viderebringe, hvor utrolig meget råstyrke og udholdenhed, det kræver at opleve udfordringer som langvarig stress, PTSD, traumer, belastnings følgevirkninger, dyb sorg, angst, depression eller hvad nu du - eller én af dine medmennesker - oplever af snubletråde i livet.

Styrke og udholdenhed fordi, du gentagende skal mobilisere viljen til at komme igennem noget, der kan føles mareridtsagtigt og så ubeskrivelig tungt fordi de specifikke problematikker føles som om, de vender tilbage og udfordrer til stadighed hver evig eneste gang, de blusser op - selvom du gør, hvad du kan...

Så vær sød og super god ved dig selv i processen!

Jeg skriver ærligt om dette, fordi jeg oprigtigt ønsker, at vi vil lære at se meget mere nuanceret og med langt større naturlighed/lethed på os selv og hinanden i forhold til psykiske eller sociale udfordringer som de værdifulde væsner, vi alle er.

Da denne Blog jo er mit personlige bidrag til at åbne op for både det smukke og det grimme i samklang med hinanden - vil jeg bruge mig selv som eksempel på, hvordan det at leve med tilbagevendende traume/stressreaktioner KAN føles som. Og hvordan både krop og psyke bliver påvirket i vekselvirkning med hinanden.

Der er altid en udløsende faktor. Men den kan være så subtil, at jeg ikke altid kan identificere den - det kan være en tanke, en adfærd, en relation, en sansning eller noget andet udefrakommende, der trigger et traume.

Triggeren manifesterer sig i et meget højt alarmberedskab, der breder sig ud i min krop. Reaktionen sker meget hurtigt og føles som om al styrke forlader mig, mine muskler fungerer ikke. Min krop koncentrerer alle kræfter om bare at overleve og går i frys tilstand, som føles som en lammelse. Jeg kan opleve en kraftig bølgende angst, der løber gennem min krop, mundtørhed, stærkt tryk i hovedet, balancebesvær, svimmelhed, der gør at jeg ikke kan mærke min krop som normalt, min hjernefunktion fungerer ikke rationelt. Jeg får oftest søvnbesvær med konstant opspændt muskulatur, virkelighedstro mareridt, angst og brændende smerter forårsaget af høj anspændthed. Jeg får svært ved at høre, får stærk tinnitus og tænker som sagt ikke klart.

Alle de gamle oplevelser af gentagende og vedvarende at stå i meget vanskelige situationer uden kapaciteten til at håndtere dem, vælter ind over mig og sender mig direkte tilbage i traumet og følelsen af at være truet på min overlevelse. Dertil følger en depressiv modløshed over, at det hele nu er vendt tilbage - igen!

Det beskrevne er helt enkelt helt naturlige reaktioner på for stor ubalance i forhold til krav og ressourcer. Og har det varet gennem lang tid, måske måneder, år, et liv - så kan den stress ligesom sætte sig fast. I bund og grund reagerer vores system for at passe på os - vores krop er vores guide!

Kroppen sidder (for mit vedkommende) fast i de gamle traumer, for kroppen husker nemlig alt. Lagrer alt - også selvom vi ikke selv kan huske det hele eller har gemt det langt langt væk, fordi det simpelthen er for smertefuldt at erindre.

Det er - som nævnt - super godt, at vi har det her advarselssystem, så vi ved, hvis vi pludselig er i fare og skal handle på det. Problemet er bare, at når vi har oplevet traumer, der har fastlåst sig, så sker hele den her proces igen og igen, når vi bliver mindet om hændelserne, enten gennem vores egne tanker, udefrakommende mennesker, oplevelser eller lyde, dufte, smag etc - for nervesystemet kender ikke forskel på erindringer og nuværende reel fare.

Personligt er jeg nået langt i forhold til, hvor jeg HAR været - men på de her mørke dage er det som om, jeg ikke kan huske, hvor stor en styrke jeg i virkeligheden rummer. Troen på min styrke forsvinder ligesom ud af mig og jeg skal huske mig selv på, at det her blot er et øjebliksbillede.

Jeg skal stoppe op og trække vejret, lave noget godt for mig selv, synge, se noget rart, gå, danse, tegne, hvile, slippe, meditere, lave yoga (hvad end der virker...) - alt sammen for at få mig selv tilbage til virkeligheden/nuet og ud af alarmberedskabets meget indsnævrede tunnelsyn. Der skal fortsat ikke ret meget rod til i mit liv, for at trigge det alarmberedskab, som på et splitsekund udløser de her reaktioner og sender mig direkte tilbage i mørke erindringer.

Det der er, er netop at kroppen husker alt. Jeg kan med min fornuft godt genkende og ved, hvad det er der sker, for jeg har prøvet det tusindvis af gange før! Men stadig kan det ofte føles som om, jeg oplever det for første gang - fordi det er så pinefuldt at være i. Jeg vil bare gerne ud af min krop og mit sind, væk fra det, ikke have det sådan, bare være en anden, som ikke har den her bagage med sig...

Jeg synes, det er mega sejt, hvis du har læst med hertil! Woohooo!! :-D

Nå, tilbage igen... Det er jo naturligt at ønske, at noget smertefuldt var anderledes, men det ER bare ikke anderledes, det er som det er! Og præcis det at kunne nå frem til bare et lille glimt af accept kan lindre på den smerte og desperation, som kan følge i kølevandet på sådanne tilstande. I mit eget tilfælde er de førnævnte redskaber til at forbinde mig til virkeligheden og accept af tingenes tilstand vejen til at alarmgrebet løsner sig en lille smule.

Mit ønske er at udbrede (med mit eget eksempel) at vi er mange mennesker, der er ramt på en måde - af den ene eller anden årsag - som ikke bare lige er til at få “bugt” med. Og det bliver vi nødt til at hjælpe hinanden med at rumme gennem forståelse, naturlighed og medfølelse i mødet med hinanden. For det er som det er og ved at acceptere det hele som det er, vil det automatisk tilføre smertens tyngde noget lethed.

Tingene vil altid forandre sig, selvom det kan føles som om det tager FOR EVIGT - det forstår jeg af hjertet! Du skal blive ved med at tro på dig selv!

Vi skal vise os selv og hinanden tålmodighed og troen på, at vi som mennesker er gode nok uagtet, hvad vi hver især måtte tumle med - og den tro i sig selv bane vejen for heling <3

Til slut er det ekstremt vigtigt for mig at ytre min egen tro på, at en alvorlig stresstilstand eller anden psykisk tilstand er foranderlig - selvom det ikke er let. Der er så meget HÅB, der altid eksisterer - også selvom vi ikke altid kan se det, når vi gennemlever svære dage(perioder).

Det vil ALTID passere igen - nogle gange tager det tid og det er okay! Men hav vished om, at det lidt lysere med tid VIL finde vej igen <3

Kærlig hilsen

Mette