Blokerende lænker

Nogle gange skal man skrive sig ud af blokeringer – det skal jeg i hvert fald...

Blokeringer handler for mig ofte om, at mine overvejelser for at gøre det rigtige for alle væsner i den her verden, tager fuldstændig overhånd.

Tankerne strømmer som en brusende flod af tusindvis af usynlige pilespidser igennem mit sind i refleksioner om: at tage hensyn, rumme, inddrage og inkludere alle der eventuelt læser det, jeg skriver. Det opbygger (hvad der føles som) en gigantisk uigennemtrængelig dæmnings hæmning! En stenhård uigennemtrængelig væg af blokerende solide murstensblokke, som gør at jeg bliver apatisk og handlingslammet.

Issuet for mig er, at jeg aldrig vil kunne formidle noget, som alle forstår, som ingen føler sig stødt over eller måske bliver direkte vred og ond i sulet over. Det er ikke muligt og det ved jeg! Men ikke desto mindre, har jeg SÅ stærkt et behov indeni for at inkludere og rumme alle, at det bremser mig i min frihed og dermed min udfoldelse.

Jeg har i tidligere indlæg skrevet, at ikke alle vil komme til at elske os – bare der er nogen der gør - det er det vigtigste! Det gælder også mig.

Livet igennem har jeg oplevet store konsekvenser af at tale højt om og bringe skjulte sider frem i lyset. Og ligeledes konsekvenser af at sætte mine grænser, som ikke har været velkomne i forhold til andres behov. Ud fra mine erfaringer har det skabt en enorm frygt for at blive fordømt, udstødt, krænket eller i værste fald opleve store tab som konsekvens - blot fordi jeg har ytret eller forsvaret mig selv. Det HAR jeg oplevet ske og lever med de konsekvenser i mit nuværende liv.

Det bliver jeg nødt til at frisætte mig fra!

Langt fra alle vil nogensinde komme til at kunne lide mig, mange vil synes jeg er alt for sensitiv, for ærlig, for følsom/ufølsom, for kærlig/ukærlig og reflekterende etc - afhængig af hvilke øjne, der betragter. Andre vil synes det er okay og acceptere mig som den jeg er og nogle vil måske kunne bidrage af eller spejle sig i det jeg omtaler.

Med rationelle brilleglas på ved jeg, at jeg aldrig vil kunne tilfredsstille alle – som ellers er noget, jeg har forsøgt at praktisere helt fra starten af mit liv... Det er på ingen måde lykkes, mildt sagt har det ikke været en succeshistorie - det er klart, for man kan og skal ikke bære ansvar for alle andres lykke – den byrde er for stor for noget menneske at løfte.

Dermed må jeg erkende, at den vision hører hjemme i Utopien, fantasilandet som er det perfekte idéelle La La land. Den opgave er ganske enkelt ikke et heeelt realistisk mål i en verden bestående af vældig kompleksitet.

Det ansvar skal jeg ikke fortsat tage på mig resten af mine dage og må holde fast i, at det er okay at være mig – også på trods af, at mange ikke vil kunne lide det de ser, nogle endda foragte det...

Noget af det vigtigste for mig er at holde fast i min integritet. At være så ærlig og åben som mulig i forsøget på at formidle mine budskaber, så er det godt nok. Men på trods af at jeg er bevidst om at bevare min integritet og kan se mig selv i egne øjne, vil jeg uagtet ikke kunne undgå at forstyrre nogen - for at tale om det, vi ofte ikke taler om, vil på en eller anden vis komme med en pris.

At sætte lyskeglen på de ting, der ikke falder i den ubetingede behagelige kategori, vil ikke altid blive mødt med kærlige åbensindede favntag hele vejen rundt og det er en erkendelse jeg bliver nødt til at arbejde hen i mod.

Jeg skriver ud fra mine egne erfarerede oplevelser i livet med mest mulig respekt – men at tilgodese, tilfredsstille og forståeliggøre for alle vil være som at stræbe efter førnævnte billede fra Utopia og kan kun skabe låsthed, frihedsbegrænsning og handlingslammelse.

Så nu vil jeg (med min integritet i behold) vide indeni mig selv, at jeg IKKE skriver for at såre nogen eller skade andre mennesker. Jeg ytrer mig, fordi det er så stærk en drivkraft i mig, fordi jeg føler det er vigtigt og fordi jeg tror på, at åbenhed skaber forandring her i verden.

At sætte sig selv fri fra angsten for frygtsomme konsekvenser er lettere sagt end gjort, men jeg vil uden tvivl fortsat øve mig i at søge fri af de blokerende lænker - for jeg kan ikke andet!

Kærlig hilsen

Mette <3