Mit Patchworktæppeliv

Mit liv og min familie er ikke af den konventionelle slags. Og i øvrigt kan vores alles liv og familie konstellationer se ud på uendelig mange måder = der er ikke et enkelt facit, men mange.

Jeg ser mit liv og familie som et smukt patchworktæppe. Det består af mange forskellige lapper med vidt forskellige farver og mønstre, der sammensættes på unikke måder. Når noget bliver lidt slidt eller ligefrem forgår, så ændrer hele mønstret sig lidt på ny, nye lapper kommer til og andet bliver repareret og styrket til at holde mange år endnu. På en eller anden forunderlig vis, så bliver det blot mere robust over tid, mere rodfæstet og kun smukkere med alderen.

Patchworktæppet er for mig et smukt billede på livets foranderlighed og et billedligt eksempel på, at der findes mange måder at være i verden på.

Vi har gennem de seneste 20 år levet i en verden, hvor præsentation af os selv, vores hjem og vores socialliv/familieliv ligesom bare er eksploderet i billeder (ydre, der så bliver til indre) af, hvordan det perfekte liv skulle se ud. Boligen og vores køkkener, ikke mindst, har skullet vise, hvor meget overskud vi havde. Vores parforhold skulle fremvises som det samme og indeholde et fantastisk sexliv, smukke mennesker med smukke kroppe i partnerskab med højt nærvær, der bare lige samtidig skulle kunne dokumenteres til hele verden! Børn, der havde det rigtige tøj/ting og fik den perfekte hjemmelavede og næringsmæssigt korrekt balancerede kost OG en uovertruffen “opdragelse”, fordi vi pludselig alle jo også skulle tilegne os ekspertviden og formåen indenfor børneliv og dermed også være perfekte forældre med stabile, gode jobs – som jo skal til for at finansiere hele den perfekte boble omkring vores liv.

Ja, jeg ved godt, at jeg sætter det på spidsen her! Men jeg har oprigtigt oplevet, at værdierne i en lang årrække flyttede sig til at handle mere om de ydre præstationer end de indre nære værdier, som i bund og grund er livsvigtige for os mennesker.

I det hele taget har bevægelsen været i retning af at skulle præstere de perfekte rammer på nærmest alle parametre og hey, det ser da også vildt smukt ud på billeder og rent visuelt sindssygt lækkert at kunne bladre rundt i sådan et livskatalog. Meeen tilbage til virkeligheden, så er den perfektion kombineret med, hvor ekstremt rodet og uforudsigeligt livet i virkeligheden er, måske nok lige at sætte barren rimelig meget for højt!?

Det har det i hvert fald været for mig. Jeg har på ingen måde kunnet efterleve disse opstillede standarter, jeg har egentlig heller ikke villet det, selvom det ikke har været selvvalgt. Men at falde totalt udenfor samtlige af de førnævnte parametre er ikke let. Det skaber følelsen af at være udsat og den har jeg oplevet min egen krop og eget sind.

Jeg har oplevet at falde helt igennem. At udvikle psykiske problemer på grund af langvarig massive personlige belastninger og udfordringer i livet, at blive uarbejdsdygtig, at skulle sælge ud af selv de mindste ejendele og bede om velgørenhedshjælp for at kunne give mine børn mad, betale udgifter, julegaver, ferie og bare klare mig igennem meget vanskelige år. At IKKE kunne være den forælder for mine børn, som jeg i hjertet ønskede grundet ovennævnte, har været det som nedbrød mig allermest.

At falde så meget udenfor alle rammer skaber følelsen af at være udsat, at være hjemløs for man passer ikke ind noget sted og følelsen af ikke at være god nok bliver alt overskyggende.

Sandheden er, at jeg er ikke alene. Der er rigtig mange mennesker, der ikke passer ind i de her opstillede normer og rammer – af vidt forskellige årsager - og når vores fælles skabte ideal samtidig har stræbt så meget imod perfektion, så øger det blot den følelse af udsathed og værst af alt skam (skam må få et helt afsnit for sig selv på et senere tidspunkt!). At man står udenfor livet og kigger ind. At man er tilskuer og ikke deltager.

Heldigvis er noget ved at forandre sig igen og vi er ved at genkalde os, hvad der i virkeligheden er vigtigst her i livet. Og vigtigst er i hvert fald ikke, hvordan vores bolig, partnerskaber og børns ydre er renoveret til perfektion. Vigtigt for mig at sige er, at vores værdier selvfølgelig ser forskellige ud og det skal de også. Der skal bare være plads til os alle, også os der falder helt udenfor som præcis ligeså gode mennesker.

Et liv og en familie sammensat som et smukt patchworktæppe med al dens slid, huller, falmede og klare mønstre og farver, der er i konstant forandring, er i min verden blevet det smukkeste, der findes!

Rigtig god weekend <3

Kærlig hilsen Mette