Tilgivelse

Friheden i at tilgive af os selv og andre er uvurderlig og vejen dertil er meningsfuld at gå.

Vejen til tilgivelse af os selv og andre kan være lang og kompleks. Det ville være så utrolig vidunderligt, hvis processen bare gik som smurt og var super let. På sin vis er den meget enkel i sin form, men så meget sværere i praksis.

I tilgivelsens natur bor en kæmpe mulighed for forløsning og frigivelse. Det kan enten være udefra kommende mennesker, der har ageret med en adfærd, der har såret os dybt eller det kan, på den anden side, være os selv som vi har behov for at vandre vejen til tilgivelse af.

Uagtet i hvilken form, det er for os hver især, så ligger det der gigantiske potentiale i at give slip på noget og dermed give sig selv fri. Det at bære på byrden af det, som er sket – enten i forhold til vores egne handlinger eller andres - sætter os selv i en låst position, som er nedbrydende dybt indeni i os.

Når jeg nu skriver dette, så er det samtidig med en dyb oprigtig forståelse for, hvor svært det kan være at tilgive på trods af, visheden om at nå dertil vil være til vores eget bedste. For det er jo - som nævnt lige før - utrolig komplekst, fordi vi er mennesker med mange lag af følelser og oplevelser, som sidder i krop og sjæl. Så jeg forstår V-I-R-K-E-L-I-G godt, hvor utrolig vanskeligt det kan være at give tilgive og give slip!

Egentlig tror jeg, at jeg tidligere i mit liv har haft en ok evne til at tilgive. Årsagen har nok været fordi, jeg kunne se hele billedet af andre menneskers handlinger. Det skaber en forståelse, som så på en eller anden vis skaber et godt afsæt i forhold til at være i stand til at tilgive.

Jeg er vokset op i en sådan gennemgående dysfunktionel familie med forældre, der løste sine problemer ved hjælp af alkohol. Det var for mig en meget rodet familiestruktur, hvor der konstant var ubalance i magt og ansvarsfordelingen - for dem, der egentlig skulle tage styringen, de gjorde det ikke (læs: de voksne!).

Derfor lå der en kontinuerlig "kamp" om, hvem der så havde magten, skulle bestemme, havde ret til at få sine behov opfyldt og hvem der skulle lede flokken. Det skaber et utroligt kaos at leve i – i hvert fald for mig, som den yngste af 6 sammenbragte børn i et meget bredt aldersspænd. Jeg var det eneste fællesbarn af mine forældre, de andre delte alle fælles forældre med hinanden på hver deres side af mine forældres tidligere ægteskaber.

Dermed ikke sagt, at den slags sammensatte familier IKKE kan fungere, det har jeg også tidligere skrevet om, at jeg er sikker på de kan - men med en bevidst hensigt om, at skabe de bedst mulige rammer derfor!

Min familie havde bare et udgangspunkt, hvor fundamentet IKKE var blevet opbygget med gode og sunde strategier i netop at håndtere den her ret rodede sammensatte familie. Fundamentet i mine forældres relation, var ikke blevet skabt på en sund måde, det var som om de bare tænkte, at det hele ligesom bare måtte komme af sig selv – ikke at det undskylder, men det forklarer måske overordnet lidt, at det nok lå lidt i tidsånden tilbage i 70’erne og hold nu op, hvor er det fantastisk, at vi også kan blive klogere!!

Meeen uagtet, så tænker JEG i hvert fald ikke, at løsningen på hverken parforhold, relationelle eller familie problemer kommer til én på magisk vis igennem alkoholisk indtag og forsvinden fra virkeligheden – OG dermed fra sine børn.

Igen, det er min oplevelse, jeg er jo den eneste, der har levet i min krop gennem mit liv.

Det jeg vil fortælle med dette indblik er, at jeg tidligt kunne se mine forældres dynamikker og at de ikke var sunde. Desværre resulterede det i, at jeg forsøgte at være deres voksne stemme, at opdrage dem til at tage ansvar – men jeg var jo ikke ligefrem voksen, jeg var et lille barn og det ansvar er for tung en byrde at bære for hvem som helst - særligt et barn.

At føle så stort et ansvar for at udrede en dysfunktionel familie med mange grene har sat en grundtone af alvor og tyngde i mig fra jeg var meget lille. Det har haft store konsekvenser og trukket tråde med sig gennem mit livs udformning.

Men på trods af det og tilbage til min hensigt med at fortælle dette, så har jeg tidligt kunnet se, hvorfor mine forældre, jeg selv, mine søskende og min familie dynamik var som den var.

Alting bunder i det enkelte menneskes egne udfordringer, tidligere erfaringer og tillærte adfærdsmønstre, som så vokser videre ind i familien og på den måde spreder rodnettet sig af dysfunktion og usunde mønstre.

Jeg har været meget frustreret gennem min opvækst over mine forældres kontinuerlige svigt og manglende evne til at stoppe med noget, som så øjensynligt ikke var godt for nogen. Men ved at kunne forstå det, evnede jeg i mit tidlige voksenliv – inden mine forældre døde - at gå til dem og ærligt ytre, at deres adfærd ikke havde været i orden og hvordan det havde påvirket mig meget. At jeg ikke ville være en del af det, men at de skulle vide, at jeg tilgav dem fordi jeg forstod, hvor det kom fra og dermed ikke ville bruge mit liv på at pålægge dem skyld.

Samme processer har jeg oplevet med andre mennesker gennem livet, men igen så er tilgivelsen ikke let og nogle gange har den mange lag. For i og med et andet menneske har gjort os ondt, så fører det smerte, sorg, svigt, mangel på respekt og krænkelse af ens grænser etcetera med sig.

Derfor er det i tilgivelsens proces helt ubeskrivelig vigtigt at være medfølende overfor sig selv. For følelserne skal bearbejdes for at nå målet og helt ærligt kan det tage meget lang tid afhængig af graden af svigt og naturen af personens adfærd - også hvis det omhandler vores egen adfærd.

Personligt har jeg aldrig følt behov for hævn, at projektere mine sår imod andre og såre tilbage. Jeg har tværtimod tendens til at vende pilen imod mig selv og mit eget ansvar. Også for meget imod mig selv. Faktisk er det meget essentielt, at få adskilt og fordelt ansvar, hvor det retmæssigt hører hjemme og på den måde nå frem til hvem og hvor tilgivelsen skal rettes imod.

Jeg er helt ærligt i en vedvarende proces i tilgivelsen af mig selv. Det handler om tilgivelsen i at have oplevet massive svigt og grænseoverskridende adfærd i mit voksenliv. Jeg føler at pilen peger på mig selv fordi jeg ikke har kunnet passe godt nok på mig selv – selvom jeg med min fornuft ved, at ansvaret ikke udelukkende skal placeres på mine skuldre.

Den største tilgivelse tror jeg derfor – for mit vedkommende, lige nu – ligger ved mig selv. Tilgivelsen i at jeg har ladet et andet menneske påvirke mig så meget ned i mørket og dermed har jeg svigtet mine børn stort og det har efterfølgende haft massive konsekvenser. Déri ligger den nok allerstørste tilgivelse af mig og jeg bevæger mig derhen lidt efter lidt.

Afrundingsvis så husk altid på, at tilgivelse IKKE handler om, at de uretmæssige handlinger er helt okay. Handlingerne - i sig selv - kan faktisk, i min verden, være utilgivelige SAMTIDIG med, at vi kan finde accept i det skete, nå frem til en form for forståelse og dermed (med tid!!) tilgive, give slip og sætte os selv mere og mere fri i livet. Det er en proces, hvor vi kan gøre noget selv, men også skal have tillid til processen, der arbejder parallelt helt af sig selv.

Vid at det ER muligt, tingene VIL forandre sig lidt efter lidt og ja, det kræver oftest en gentagende bevidst benhård indsats og tager TID!

Bare det, at bestræbe sig på at nå til tilgivelse er i sig selv et kæmpe skridt på vejen <3

Kærlig hilsen

Mette